FORSIDE  BOLIG  JAGT  SKOVEN  RUNDVISNINGER  EVENTS  GRUSGRAV  FOTOSESSIONER  KONTAKT
 
Glorups skove

Til Glorup og Rygaard godser hører 575 ha skov. Skovene er åbne for publikum efter skovlovens regler for adgang i private skove (se punktet "Adgang til skoven" nedenfor) og gæster er velkomne. Skovene ligger hovedsaligt samlet omkring de to hovedbygninger, dog eksisterer der en satellitskov, Bredemiste, mod Ørbæk by. Bredemiste udmærker sig ved at være en del af et gammelt morænelandskab og er dermed meget idyllisk og varieret i sit udtryk. For tilladelse til særlige aktiviteter (ridekort, o-løb, træklatring, særlig brug af park m.m.) kan skovfoged Susanne Frederiksen kontaktes på tlf. 2556 0329.

Skovene drives aktivt med fokus på både træ –og naturværdier. Træartsvalget er bredt, med hovedvægt på de danske løvtræarter bøg, eg, ask og ær. Ca. 60 % af skovenes areal er bevokset med løvtræ, 30 % er nåletræ (herblandt også juletræer og klippegrønt) og de sidste 10 % er moser , søer, vandløb, skovbryn samt park. Skovbilledet er varieret og mange steder findes store smukke gamle træer.
Skovene har tidligt været under indflydelse af tanker om dyrkning af indførte arter,- her findes feks. gamle douglas- , lærk og ædelgraner. Store dele af bøge- og gran-arealerne er nu så gamle, at de skal fældes og gentilplantes. Løvtræet anvendes til møbel og gulvproduktion mens det meste af nåletræet anvendes til bygningsformål. Arealerne gentilplantes med de træarter der passer bedst til jordbunden og til den sammenhæng de skal indgå i. At vælge træart er en vigtig beslutning der rækker langt frem i tiden. Gran er ca. 40 år om at nå tømmerstørrelse mens vi må vente 110 år på bøg og 130 år på eg. Skovene opfattes nok at de fleste som noget statisk, der ”altid har været der”, men er faktisk meget dynamiske med evige forandringer. Der opstår lysninger, andre steder vokser skoven sammen og bliver mørk, og samtidig ændre plante og dyrelivet i de forskellige områder sig. Så velkommen i skovbilledet, på en gang evigt og alligevel aldrig det samme!

Salg af skovprodukter

Brænde

Fra skoven sælges også træ til private. Kontakt godset for at få oplyst pris:
Per Buhl, inspektør
Tlf.: 2122 0410

Susanne Frederiksen, skovfoged
Tlf.: 2556 0329

Træ til andre formål

Desuden sælges træ til f.eks. legepladser – rafter , stammer til sandkasser, egestammer til bænke o.lign. samt træ til bygning af bjælkehuse og shelters.

Adgang til skoven

Følgende er et uddrag hentet fra Skov- og Naturstyrelsen hjemmeside (Se punktet "Private skove").

Private skove:
I private skove må man gå og cykle, men kun på skovveje og stier.
Der er adgang fra kl. 6 til solnedgang, og man må ikke slå sig ned nærmere end 150 m fra bygninger.
Her er motorkørsel også forbudt, og som i statsskovene skal man rette sig efter skiltningen.
Hvis skoven er under 5 hektar må skovejeren godt lukke den af for offentligheden.
Adgangen til skove kan forbydes eller begrænses på dage, hvor der holdes jagt, og i områder, hvor der er intensivt skovarbejde.
Man skal have ejerens tilladelse til særlig benyttelse af skove.

 

© Glorup Gods